fredag den 19. april 2013
lørdag den 27. oktober 2012
Vinteren er her
Det må snart være vinter, for jeg er begyndt at gå på den solbeskinnede side af gaden.
fredag den 1. juni 2012
Krise
Mon min tøven omkring boligkøb, og min vaklen mellem det hjemlige og det fremmede, i virkeligheden er en klassisk midtlivskrise? Er det udsigten til støvets år, der presser mig til partout at skulle realisere alle de hengemte drømme og ambitioner?
Og det er i udlandet unægteligt lettere at købe den obligatoriske midtlivssportsvogn.
 |
| En populær løsning |
Og det er i udlandet unægteligt lettere at købe den obligatoriske midtlivssportsvogn.
tirsdag den 22. maj 2012
Prebinding
I et lille års tid har jeg syslet med tanken om at forlade proletarernes rækker og blive boligejer. Jeg er ikke i tvivl om at det er det rigtige at gøre. Jeg har regnet på tallene, undersøgt låneformerne og skuet ind i fremtiden. Der er ingen tvivl om at NU er et godt tidspunkt at stige på toget. Det er ikke der problemet ligger.
Et valg af bolig er en meget stor beslutning, med vidtrækkende konsekvenser for økonomi, trivsel og identitet. Der er mange parametre - ingen scorer i top på dem alle, og alle har et minus på mindst én. Faktisk er den jeg vil have den jeg bor i. Men den er ikke til salg. Det er heller ikke problemet, før eller siden skal jeg nok få truffet et valg.
Umiddelbart har jeg udsigt til at skulle af med et par tusinde ekstra om måneden. Det er en slat, men det opvejes af en endnu højere opsparing og af åre vil det blive billigere. Jeg ved hvad jeg tjener, og ved hvad jeg bruger og der er luft i budgettet. Ej heller her ligger problemet.
Når man snakker boliger og lån, er der et skræmmende tal der går igen: 30. 30 år. Så sidder man der og kigger på et stykke papir, hvor der står noget om året 2042. 2042! Der er jeg hvor gammel? Cirka tre skridt fra graven.
Det er resten af mit liv vi snakker om her! Ok, man behøver jo ikke at blive boende i alle de 30 år sådan et realkreditlån løber, men en bolighandel koster hurtigt en hundredetusind i mæglersælar, gebyrer og afgifter, så et halvt årti skal man mindst holde ud, for ikke at stå med en ordentlig gæld bagefter.
Så når jeg skriver under, forpligter jeg mig implicit til at blive i denne by i lang tid fremover. Og med min alder i mente, er det reelt for altid.
Hvad er så problemet med det? Jeg har jo boet her i over 20 år, så det må vel være godt nok?
Men jeg har en gammel udlandsdrøm. Og hver gang jeg visse stednavne, visse kortudsnit, visse bilmærker kommer drømmen til live igen. Fagligt er der også nogle muligheder jeg ikke har herhjemme (og da slet ikke i disse år).
Bør jeg ikke gøre et sidste forsøg på at leve drømmen ud, inden jeg binder mig for altid? Inden jeg sætter den sidste kurs mod kirkegården?
Og så kommer jeg til at tænke på alle problemerne: besværet med at flytte alt mit lort, kontakttab med venner og familie, den sociale isolation, risikoen ved andre arbejdsformer. Og har jeg virkelig tid til at udskyde det boligfis? Noget skal jeg sgu da ha' til alderdommen.
Så nej, jeg gør det ikke. Jeg vælger det sikre herhjemme.
Men drømmen forsvinder jo ikke. Skal jeg virkelig aldrig leve den ud? Skal jeg sidde som gammel/endnu ældre og gruble over det der kunne have været.
Og sådan kører det bare i ring.
torsdag den 17. maj 2012
Altså
Jeg er sådan set nærmest stadigvæk i live. Mine døgn er noget underforsynet med timer, og når jeg er nået så langt at jeg har tid til at skrive, er min hjerne for død til formulere noget.
onsdag den 21. marts 2012
Forårslammelse
Ideerne talrige.
Hvorfor kan jeg overhovedet ikke skrive noget for tiden?
onsdag den 29. februar 2012
mandag den 27. februar 2012
En dejlig lørdag aften
En saftig bøf i godt selskab.
Eller var det en god bøf i saftigt selskab?
Hvem holder styr på sligt.
onsdag den 22. februar 2012
Knapopdatering
For lang tid siden, i en fjern blogverden, skrev jeg om en drømmelejlighed, der så småt var kommet indenfor rækkevidde. Nu er den blevet sat yderligere 100.000 ned og jeg er nærmest gået i aktion. Jeg har set på lejligheden og også snakket med banken.
Banken er med på den. De vil godt låne mig pengene. Hvis jeg ville, kunne lejligheden være min om få måneder.
Men, som det ofte er når drømmen kommer for tæt på, er fodtemperaturen dalet. Opgangen var beskidt og forsømt. Kælderen så herrens ud. Selve lejligheden var fin - den trænger til nyt badeværelse og køkken, men det vidste jeg godt i forvejen. Med hovedattraktionen, en helt fantastisk altan, var på denne regnvejrsplagede februardag plaget af rigtig meget trafikstøj.
Så jeg er i tvivl.
Et lidt tyndt indlæg, så jeg supplerer med fabelagtigt billede af Jack Nicholson.
Banken er med på den. De vil godt låne mig pengene. Hvis jeg ville, kunne lejligheden være min om få måneder.
Men, som det ofte er når drømmen kommer for tæt på, er fodtemperaturen dalet. Opgangen var beskidt og forsømt. Kælderen så herrens ud. Selve lejligheden var fin - den trænger til nyt badeværelse og køkken, men det vidste jeg godt i forvejen. Med hovedattraktionen, en helt fantastisk altan, var på denne regnvejrsplagede februardag plaget af rigtig meget trafikstøj.
Så jeg er i tvivl.
Et lidt tyndt indlæg, så jeg supplerer med fabelagtigt billede af Jack Nicholson.
mandag den 30. januar 2012
First world problems
Forlod arbejdet før tid, og drog ind i byen for at bytte et par gaver. Kort bustur, hurtige skridt i januarkulden og jeg var der inde.
Men i samme øjeblik jeg trådte indenfor blev jeg ramt af shoppinglammelse. Jeg ville bytte, men hvad ville jeg bytte til? Banale spørgsmål om forbrugsgoder blev til store eksistentielle kriser. Jeg var fuldstændig ude af stand til at træffe en beslutning.
Tilgodeseddel og videre til næste butik. Her skulle byttet være uhyre simpelt, men lammelsen var total og jeg opgav hurtigt. Selv ikke et smut omkring en pladepusher kunne få mig i gang. Jeg var færdig. Lammet.
Nu sidder jeg så her. Havde store planer om indlæg og læserbreve, men kan knap nok sætte to ord sammen.
tirsdag den 27. december 2011
Atlantis
Fra oktober 2010. Kommer næppe nogensinde til at bekrive tv2blog i de vendinger...
Listened to some quiet tunes, finished a bottle of whiskey and agreed that it'd never be as good as before.
Humøret var godt. Jeg havde været social, gæsterne var gået og jeg havde ramt den rigtige åre med musikken. Muligvis var jeg også lidt småsnalret.
Ud på nettet, frit flydende efter associationerne.
Skrøbeligt.
Uforsigtigt ramler jeg ind i fortiden. En søgning bringer mig ind i et fællesskab, der engang var. Igennem et årti var det mit ståsted, mit miljø. Vi var unge, vi var seje, vi var eliten. Indtil det hele bare smuldrede en dag, og mit fællesskab døde fra mig.
Jeg har ledt efter en erstatning, men har kun fundet blege efterligninger.
Der sidder jeg så og stirrer på navne fra en svunden tid. Mennesker der stimulerede mig med ord og vid. Mennesker der stadigvæk lever og ånder, men som ikke længere er i mit liv.
Så rammes jeg af melankolien. Humøret styrtdykker konfronteret med mistet paradis.
En typisk situation for mit aktuelle humør. Grundhumøret er fint, kan jeg retouchere min virkelighed har jeg det glimrende.
Men når fakta slipper igennem mine barrierer, når min situation smækker mig i fjæset, så ramler jeg sammen. Ubetydelige ting udløser, som sommerfuglevinger, reaktioner helt ude af proportion. Eet uheldigt syn og jeg glider på halen ned i mit hul.
Listened to some quiet tunes, finished a bottle of whiskey and agreed that it'd never be as good as before.
Humøret var godt. Jeg havde været social, gæsterne var gået og jeg havde ramt den rigtige åre med musikken. Muligvis var jeg også lidt småsnalret.
Ud på nettet, frit flydende efter associationerne.
Skrøbeligt.
Uforsigtigt ramler jeg ind i fortiden. En søgning bringer mig ind i et fællesskab, der engang var. Igennem et årti var det mit ståsted, mit miljø. Vi var unge, vi var seje, vi var eliten. Indtil det hele bare smuldrede en dag, og mit fællesskab døde fra mig.
Jeg har ledt efter en erstatning, men har kun fundet blege efterligninger.
Der sidder jeg så og stirrer på navne fra en svunden tid. Mennesker der stimulerede mig med ord og vid. Mennesker der stadigvæk lever og ånder, men som ikke længere er i mit liv.
Så rammes jeg af melankolien. Humøret styrtdykker konfronteret med mistet paradis.
En typisk situation for mit aktuelle humør. Grundhumøret er fint, kan jeg retouchere min virkelighed har jeg det glimrende.
Men når fakta slipper igennem mine barrierer, når min situation smækker mig i fjæset, så ramler jeg sammen. Ubetydelige ting udløser, som sommerfuglevinger, reaktioner helt ude af proportion. Eet uheldigt syn og jeg glider på halen ned i mit hul.
mandag den 19. december 2011
Påskesort
Fra førpåsken 2010. Et af mine tidligste indlæg, og første gang opdagede hvor meget det hjælper at putte de negative tanker på skrift. Frygten for at negativiteten vil få overtaget, når jeg slukker for ydre påvirkninger og efterlader mig alene med tankerne, kender jeg stadig. Men problemerne her virker i dag banale. Jeg ved ikke om jeg skal græmme mig over at lade noget/nogen så ligegyldigt få sådan en magt over mig, eller være stolt over at være kommet videre.
Idle hands are the devil's playthings
The devil lives deep down
Er i et hul i dag. Virkeligheden er kommet for tæt på. Tankerne kører. Om fremtiden. Om at Drømmekvinden for altid vil forblive en drøm, at de krummer af varme og opmærksomhed hun har givet mig i virkeligheden bare er høflighed tilsat en smule dårlig samvittighed over alt det jeg har givet hende.
Havde en aftale med gammel ven, men aflyste. Kan ikke overkomme selskab lige nu.
Frygter påsken. Alt for meget tid til tanker. Frygter at gå seng. Ikke på grund af søvnen, søvnen er mit fristed, min ferie fra verden. Nej, det er tiden før søvnen, når jeg ligger alene med mine tanker.
Måske er det derfor så mange vælger at falde i søvn foran fjernsynet?
Idle hands are the devil's playthings
The devil lives deep down
Er i et hul i dag. Virkeligheden er kommet for tæt på. Tankerne kører. Om fremtiden. Om at Drømmekvinden for altid vil forblive en drøm, at de krummer af varme og opmærksomhed hun har givet mig i virkeligheden bare er høflighed tilsat en smule dårlig samvittighed over alt det jeg har givet hende.
Havde en aftale med gammel ven, men aflyste. Kan ikke overkomme selskab lige nu.
Frygter påsken. Alt for meget tid til tanker. Frygter at gå seng. Ikke på grund af søvnen, søvnen er mit fristed, min ferie fra verden. Nej, det er tiden før søvnen, når jeg ligger alene med mine tanker.
Måske er det derfor så mange vælger at falde i søvn foran fjernsynet?
torsdag den 15. december 2011
Et mail jeg fik i dag
Og sådan fortsætter det bare. Lige så man er ved at rødme.
Hej Solo - du er bare toppen!
Toptrænet.
Toptunet.
Toptjekket.
Eneste minus er at brevet er underskrevet "Thomas".... Det kan jeg lissom ikke bruge til noget!
mandag den 12. december 2011
Et koncertminde
Oprindelig smidt ud på tv2blog 24. juni 2010. Når jeg læser det nu, er det som om det er skrevet af en anden mand. Har jeg virkelig ændret mig så meget på halvandet år?
Jeg er en ivrig koncertgænger. Det er musikken der trækker, men jeg er jo ikke blind for at en koncertsal ofte rummer mange skønne kvinder. Og er salen fyldt er det også en 'risiko' for fysisk kontakt. Det er ikke noget jeg direkte går efter, men omvendt forsøger jeg heller ikke at undgå det. I mit liv er de eneste mennesker jeg er i fysisk kontakt med tandlægen og frisøren, så jeg tørster efter kontakt og er ultrabevidst om enhver berøring. Uanset hvor ubetydelig den er.
Denne bevidsthed gør det også svært for mig at forholde mig naturligt til kontakt. Er den tilfældig? Bevidst? Uønsket?
Min mest rørende koncert fandt sted for små 10 år siden. Jeg havde rejst langt for at se en af mine store helte i en nedlagt tysk fabrikshal. Stedet var proppet, og selv langt fra scenen stod vi som toliterskrus i en oktoberfestservitrices favn.
Foran mig stod en lækker, langhåret blondine. Hun var tæt på. Så tæt at hendes hår på et tidspunkt satte sig fast i mit armbåndsur.
Da musikken begyndte, begyndte hun at hoppe op og ned. Tæt op ad mig. I starten var der et par 'tilfældige' sammenstød mellem hendes røv og mine hænder. Det udviklede sig hurtigt til decideret gramsning. Hun kom endnu tættere på og begyndte at gnide sin røv op og ned imod mit skridt. Det kunne mærkes i mine bukser, og hun har ikke kunnet være i tvivl om hvordan jeg reagerede på hende.
Jeg overgav mig og fulgte hendes bevægelser indtil jeg var færdig.
Det var det vildeste sex jeg havde det årti.
Vi udvekslede hverken ord eller havde øjenkontakt. Da sidste ekstranummer var slut gik vi hver til sit, og jeg har kun en svag ide om hvordan hun så ud.
I de senere år er der blevet langt mellem snapsene. Om det skyldes at jeg går til mere rolige koncerter, eller at jeg er et mindre indbydende 'offer', ved jeg ikke. Men det kunne være sjovt engang at medbringe min egen koncertbabe, med licens til at gramse.
Jeg har også oplevet den omvendte situation. En kollegiefest var flyttet ned på et værelse, og jeg lå mageligt henslængt på sengen, med mit højre ben i et omvendt V. En af pigerne, iført strømpebukser, satte sig på mit knæ og begyndte at rokke frem og tilbage. Selvom jeg jo godt kunne mærke hvad det var hun gnubbede imod min knæskal, fattede jeg ikke hvad hun havde gang i. Heller ikke den hurtigere og hurtigere rytme, og det maniske udtryk i hendes ansigt, fik pråsen til at gå op for mig.
Det var det vildeste sex jeg havde det årti.
At min erkendelsesproces tog flere år svækker min forargelse over dette grove seksuelle overgreb noget... Ligesom det faktum at hun skam er velkommen til at gentage seancen.
Pigen her er i øvrigt et skoleeksempel på hvor dum jeg er når det kommer til kvinder. Det gik aldrig op for mig at hun var interesseret i mig, selvom jeg, da hun lige var flyttet ind, overhørte hende spørge en af de andre om jeg havde en kæreste. Og da jeg en aften kom sent hjem og hun spurgte 'har du været hos din kæreste', svarede jeg bare 'nej' i stedet for det langt mere konstruktive 'jeg har ikke en kæreste'.
Hun var faktisk en flot pige, selvom hun gjorde sit bedste for at skjule det i et thylejrlook, men da hun også var vegetar, var det nok ikke gået alligevel.
Jeg er en ivrig koncertgænger. Det er musikken der trækker, men jeg er jo ikke blind for at en koncertsal ofte rummer mange skønne kvinder. Og er salen fyldt er det også en 'risiko' for fysisk kontakt. Det er ikke noget jeg direkte går efter, men omvendt forsøger jeg heller ikke at undgå det. I mit liv er de eneste mennesker jeg er i fysisk kontakt med tandlægen og frisøren, så jeg tørster efter kontakt og er ultrabevidst om enhver berøring. Uanset hvor ubetydelig den er.
Denne bevidsthed gør det også svært for mig at forholde mig naturligt til kontakt. Er den tilfældig? Bevidst? Uønsket?
Min mest rørende koncert fandt sted for små 10 år siden. Jeg havde rejst langt for at se en af mine store helte i en nedlagt tysk fabrikshal. Stedet var proppet, og selv langt fra scenen stod vi som toliterskrus i en oktoberfestservitrices favn.
Foran mig stod en lækker, langhåret blondine. Hun var tæt på. Så tæt at hendes hår på et tidspunkt satte sig fast i mit armbåndsur.
Da musikken begyndte, begyndte hun at hoppe op og ned. Tæt op ad mig. I starten var der et par 'tilfældige' sammenstød mellem hendes røv og mine hænder. Det udviklede sig hurtigt til decideret gramsning. Hun kom endnu tættere på og begyndte at gnide sin røv op og ned imod mit skridt. Det kunne mærkes i mine bukser, og hun har ikke kunnet være i tvivl om hvordan jeg reagerede på hende.
Jeg overgav mig og fulgte hendes bevægelser indtil jeg var færdig.
Det var det vildeste sex jeg havde det årti.
Vi udvekslede hverken ord eller havde øjenkontakt. Da sidste ekstranummer var slut gik vi hver til sit, og jeg har kun en svag ide om hvordan hun så ud.
I de senere år er der blevet langt mellem snapsene. Om det skyldes at jeg går til mere rolige koncerter, eller at jeg er et mindre indbydende 'offer', ved jeg ikke. Men det kunne være sjovt engang at medbringe min egen koncertbabe, med licens til at gramse.
Jeg har også oplevet den omvendte situation. En kollegiefest var flyttet ned på et værelse, og jeg lå mageligt henslængt på sengen, med mit højre ben i et omvendt V. En af pigerne, iført strømpebukser, satte sig på mit knæ og begyndte at rokke frem og tilbage. Selvom jeg jo godt kunne mærke hvad det var hun gnubbede imod min knæskal, fattede jeg ikke hvad hun havde gang i. Heller ikke den hurtigere og hurtigere rytme, og det maniske udtryk i hendes ansigt, fik pråsen til at gå op for mig.
Det var det vildeste sex jeg havde det årti.
At min erkendelsesproces tog flere år svækker min forargelse over dette grove seksuelle overgreb noget... Ligesom det faktum at hun skam er velkommen til at gentage seancen.
Pigen her er i øvrigt et skoleeksempel på hvor dum jeg er når det kommer til kvinder. Det gik aldrig op for mig at hun var interesseret i mig, selvom jeg, da hun lige var flyttet ind, overhørte hende spørge en af de andre om jeg havde en kæreste. Og da jeg en aften kom sent hjem og hun spurgte 'har du været hos din kæreste', svarede jeg bare 'nej' i stedet for det langt mere konstruktive 'jeg har ikke en kæreste'.
Hun var faktisk en flot pige, selvom hun gjorde sit bedste for at skjule det i et thylejrlook, men da hun også var vegetar, var det nok ikke gået alligevel.
søndag den 11. december 2011
18 minutter
Lægger mig mæt af dagen. Pakkes ind og overfaldes af søvnen. Synker ned i drømmenes beskyttende favn.
Efter æoner flyder jeg op til overfladen. Øjne åbnes, tiden erkendes.
Der er gået 18 minutter.
Som altid. Om natten.
Efter æoner flyder jeg op til overfladen. Øjne åbnes, tiden erkendes.
Der er gået 18 minutter.
Som altid. Om natten.
lørdag den 10. december 2011
Nattevandrer
Mit revir er byens nattetomme gader.
Jeg går. At gå er hvad jeg gør. Kan jeg ikke være Ånden, der vandrer , kan jeg være Manden, der går.
Jeg går når det ikke går. Er der konflikter og aggressioner i luften er jeg den der er skredet. Conflict management by walking away. Forsøger man at fremprovokere en reaktion ved at skubbe til mig, har man ikke fattet en skid. For min reaktion er at gå. Hvorfor rense luften, når jeg kan forlade bageriet? Det er en fed følelse. Jeg har fået nok af der her lort, nu skrider jeg. Screw you guys, I'm going home.
Det er ikke hvad dette indlæg handler om.
Det handler om at gå. Bogstaveligt. Den ene ben foran det andet. Og det andet ben foran det første. Æde fortov. Et skridt af gangen. Jeg elsker at gå. Hvor normale menneskers lykkemomenter er blikke, kys og hvad der af følger, er mine alle fodture. De øjeblikke hvor vejr, rute og sindstilstand går op i en højere enhed. Jeg flyver til en by hvor jeg har været 20 gange før, og folk spørger mig hvad jeg laver der. Jeg går. Jeg har ikke en pige i hver en havn, men en gade i hver en metropol.
Jeg køber sko med kvindefrekvens, men har kun enkelte par. For jeg slider dem op.
Som dreng var det bivejene på landet jeg frekventerede. Altid i venstre side. Blandt marker og lærlinge med sømmet i bund. Der var den gang nogen havde smidt et pornoblad i grøften, et fast punkt på ruten de næste par uger. Den gang i regnvejret, hvor en neger tilbød mig et lift. Og der var den smukke sommeraften, hvor jeg mødte hende jeg var vild med i gymnasiet og vi skød genvej langs jernbaneskinnerne.
Mod slutningen af gymnasietiden var jeg alene hjemme stort set hver weekend og natten kom ind i billedet. Med mørket var landevejene udelukkede, men andre muligheder opstod, såsom byens nyanlagte halve golfbane ved månelys. Jeg fyldte atten, flyttede hjemmefra og var nu alene hjemme alle ugens nætter. Stationsbyen var skiftet ud med storbyen, og uendelige nattebelyste jagtmarker åbnede sig.
Jeg elsker natten. Solen og dens fremkaldte sved er væk. Vinden er ofte faldet til ro. Og lokalbefolkningen er stuvet af vejen i deres små boliger. Alt er stille. Jeg er fri til at udforske byen som jeg lyster. Jeg kan stoppe og studere interessante detaljer. Den opmærksomhed trafikken normalt kræver, står til min disposition. Ingen går i vejen eller kigger på mig. Jeg kan gå midt på vejen, hvis jeg har lyst til det. Og det har jeg tit. Jeg er byens konge, dens enerådige hersker. Jeg kan synke ned i fantasier, vende problemer og formulere hundredvis af indlæg, alle langt bedre end hvad jeg smider på denne blok. Jeg er fri. Jeg har fri.
Bare mig, byen og mine tanker.
Natten er en æstetisk nydelse. Gadelygterne antyder mere end de afslører. Særligt seværdige bygninger er ekstra belyste, fremhævende deres skønhed. Byens tårne bemærkes fra uventede vinkler. Jeg bilder mig at jeg ser bylandskabet på en anden, og naturligvis dybere, måde end andre.
Vinteren giver en ny dimension. Sne + by + overskyet skaber et gråt lys uden retning. Så er der dømt skovtur kl. 4 om morgenen. Ren magi og man er behageligt fri for prustende mænd i alt for stramme tights. Forleden nat så jeg en gruppe ænder der på kommando hoppede ned i deres hul i isen, og baskede løs for at holde det frit. Og en ræv, der luskede hjem fra villakvarteret.
Jeg må ud, jeg hører gaden og natten kalde.
I walk these narrow streets
Where a million passing feet have trod before me
Dette indlæg blev oprindeligt udgivet på tv2blog 4/12 2010.
Jeg går. At gå er hvad jeg gør. Kan jeg ikke være Ånden, der vandrer , kan jeg være Manden, der går.
Jeg går når det ikke går. Er der konflikter og aggressioner i luften er jeg den der er skredet. Conflict management by walking away. Forsøger man at fremprovokere en reaktion ved at skubbe til mig, har man ikke fattet en skid. For min reaktion er at gå. Hvorfor rense luften, når jeg kan forlade bageriet? Det er en fed følelse. Jeg har fået nok af der her lort, nu skrider jeg. Screw you guys, I'm going home.
Det er ikke hvad dette indlæg handler om.
Det handler om at gå. Bogstaveligt. Den ene ben foran det andet. Og det andet ben foran det første. Æde fortov. Et skridt af gangen. Jeg elsker at gå. Hvor normale menneskers lykkemomenter er blikke, kys og hvad der af følger, er mine alle fodture. De øjeblikke hvor vejr, rute og sindstilstand går op i en højere enhed. Jeg flyver til en by hvor jeg har været 20 gange før, og folk spørger mig hvad jeg laver der. Jeg går. Jeg har ikke en pige i hver en havn, men en gade i hver en metropol.
Jeg køber sko med kvindefrekvens, men har kun enkelte par. For jeg slider dem op.
Som dreng var det bivejene på landet jeg frekventerede. Altid i venstre side. Blandt marker og lærlinge med sømmet i bund. Der var den gang nogen havde smidt et pornoblad i grøften, et fast punkt på ruten de næste par uger. Den gang i regnvejret, hvor en neger tilbød mig et lift. Og der var den smukke sommeraften, hvor jeg mødte hende jeg var vild med i gymnasiet og vi skød genvej langs jernbaneskinnerne.
Mod slutningen af gymnasietiden var jeg alene hjemme stort set hver weekend og natten kom ind i billedet. Med mørket var landevejene udelukkede, men andre muligheder opstod, såsom byens nyanlagte halve golfbane ved månelys. Jeg fyldte atten, flyttede hjemmefra og var nu alene hjemme alle ugens nætter. Stationsbyen var skiftet ud med storbyen, og uendelige nattebelyste jagtmarker åbnede sig.
Jeg elsker natten. Solen og dens fremkaldte sved er væk. Vinden er ofte faldet til ro. Og lokalbefolkningen er stuvet af vejen i deres små boliger. Alt er stille. Jeg er fri til at udforske byen som jeg lyster. Jeg kan stoppe og studere interessante detaljer. Den opmærksomhed trafikken normalt kræver, står til min disposition. Ingen går i vejen eller kigger på mig. Jeg kan gå midt på vejen, hvis jeg har lyst til det. Og det har jeg tit. Jeg er byens konge, dens enerådige hersker. Jeg kan synke ned i fantasier, vende problemer og formulere hundredvis af indlæg, alle langt bedre end hvad jeg smider på denne blok. Jeg er fri. Jeg har fri.
Bare mig, byen og mine tanker.
Natten er en æstetisk nydelse. Gadelygterne antyder mere end de afslører. Særligt seværdige bygninger er ekstra belyste, fremhævende deres skønhed. Byens tårne bemærkes fra uventede vinkler. Jeg bilder mig at jeg ser bylandskabet på en anden, og naturligvis dybere, måde end andre.
Vinteren giver en ny dimension. Sne + by + overskyet skaber et gråt lys uden retning. Så er der dømt skovtur kl. 4 om morgenen. Ren magi og man er behageligt fri for prustende mænd i alt for stramme tights. Forleden nat så jeg en gruppe ænder der på kommando hoppede ned i deres hul i isen, og baskede løs for at holde det frit. Og en ræv, der luskede hjem fra villakvarteret.
Jeg må ud, jeg hører gaden og natten kalde.
I walk these narrow streets
Where a million passing feet have trod before me
Dette indlæg blev oprindeligt udgivet på tv2blog 4/12 2010.
Et nyt liv?
Knap 2 år og 16541 besøgende blev det til på tv2blog, inden den med uhyre kort varsel blev annonceret lukket. Det kunne være en mulighed for at starte på en frisk; få en ny identitet uden de begrænsninger der med tiden er blevet lagt på permanentsolo. Men på den anden side er der nogle mennesker hvis forsatte færden interesserer mig, og som gerne vil følge med i hvordan det går mig.
Om blogspot er stedet at fortsætte, er jeg langt fra sikker på. Men tiden er kort og alternativerne byder sig ikke ligefrem for. Så indtil videre slår jeg mig ned her.
Til at begynde med vil jeg puste bloggen lidt op med udvalgte indlæg fra tv2tiden.
Om blogspot er stedet at fortsætte, er jeg langt fra sikker på. Men tiden er kort og alternativerne byder sig ikke ligefrem for. Så indtil videre slår jeg mig ned her.
Til at begynde med vil jeg puste bloggen lidt op med udvalgte indlæg fra tv2tiden.
Abonner på:
Opslag (Atom)