I et lille års tid har jeg syslet med tanken om at forlade proletarernes rækker og blive boligejer. Jeg er ikke i tvivl om at det er det rigtige at gøre. Jeg har regnet på tallene, undersøgt låneformerne og skuet ind i fremtiden. Der er ingen tvivl om at NU er et godt tidspunkt at stige på toget. Det er ikke der problemet ligger.
Et valg af bolig er en meget stor beslutning, med vidtrækkende konsekvenser for økonomi, trivsel og identitet. Der er mange parametre - ingen scorer i top på dem alle, og alle har et minus på mindst én. Faktisk er den jeg vil have den jeg bor i. Men den er ikke til salg. Det er heller ikke problemet, før eller siden skal jeg nok få truffet et valg.
Umiddelbart har jeg udsigt til at skulle af med et par tusinde ekstra om måneden. Det er en slat, men det opvejes af en endnu højere opsparing og af åre vil det blive billigere. Jeg ved hvad jeg tjener, og ved hvad jeg bruger og der er luft i budgettet. Ej heller her ligger problemet.
Når man snakker boliger og lån, er der et skræmmende tal der går igen: 30. 30 år. Så sidder man der og kigger på et stykke papir, hvor der står noget om året 2042. 2042! Der er jeg hvor gammel? Cirka tre skridt fra graven.
Det er resten af mit liv vi snakker om her! Ok, man behøver jo ikke at blive boende i alle de 30 år sådan et realkreditlån løber, men en bolighandel koster hurtigt en hundredetusind i mæglersælar, gebyrer og afgifter, så et halvt årti skal man mindst holde ud, for ikke at stå med en ordentlig gæld bagefter.
Så når jeg skriver under, forpligter jeg mig implicit til at blive i denne by i lang tid fremover. Og med min alder i mente, er det reelt for altid.
Hvad er så problemet med det? Jeg har jo boet her i over 20 år, så det må vel være godt nok?
Men jeg har en gammel udlandsdrøm. Og hver gang jeg visse stednavne, visse kortudsnit, visse bilmærker kommer drømmen til live igen. Fagligt er der også nogle muligheder jeg ikke har herhjemme (og da slet ikke i disse år).
Bør jeg ikke gøre et sidste forsøg på at leve drømmen ud, inden jeg binder mig for altid? Inden jeg sætter den sidste kurs mod kirkegården?
Og så kommer jeg til at tænke på alle problemerne: besværet med at flytte alt mit lort, kontakttab med venner og familie, den sociale isolation, risikoen ved andre arbejdsformer. Og har jeg virkelig tid til at udskyde det boligfis? Noget skal jeg sgu da ha' til alderdommen.
Så nej, jeg gør det ikke. Jeg vælger det sikre herhjemme.
Men drømmen forsvinder jo ikke. Skal jeg virkelig aldrig leve den ud? Skal jeg sidde som gammel/endnu ældre og gruble over det der kunne have været.
Og sådan kører det bare i ring.
