Atlantis

Fra oktober 2010. Kommer næppe nogensinde til at bekrive tv2blog i de vendinger...


Listened to some quiet tunes, finished a bottle of whiskey and agreed that it'd never be as good as before.

Humøret var godt. Jeg havde været social, gæsterne var gået og jeg havde ramt den rigtige åre med musikken. Muligvis var jeg også lidt småsnalret.

Ud på nettet, frit flydende efter associationerne.

Skrøbeligt.

Uforsigtigt ramler jeg ind i fortiden. En søgning bringer mig ind i et fællesskab, der engang var. Igennem et årti var det mit ståsted, mit miljø. Vi var unge, vi var seje, vi var eliten. Indtil det hele bare smuldrede en dag, og mit fællesskab døde fra mig.

Jeg har ledt efter en erstatning, men har kun fundet blege efterligninger.

Der sidder jeg så og stirrer på navne fra en svunden tid. Mennesker der stimulerede mig med ord og vid. Mennesker der stadigvæk lever og ånder, men som ikke længere er i mit liv.

Så rammes jeg af melankolien. Humøret styrtdykker konfronteret med mistet paradis.

En typisk situation for mit aktuelle humør. Grundhumøret er fint, kan jeg retouchere min virkelighed har jeg det glimrende.

Men når fakta slipper igennem mine barrierer, når min situation smækker mig i fjæset, så ramler jeg sammen. Ubetydelige ting udløser, som sommerfuglevinger, reaktioner helt ude af proportion. Eet uheldigt syn og jeg glider på halen ned i mit hul.