Jeg går. At gå er hvad jeg gør. Kan jeg ikke være Ånden, der vandrer , kan jeg være Manden, der går.
Jeg går når det ikke går. Er der konflikter og aggressioner i luften er jeg den der er skredet. Conflict management by walking away. Forsøger man at fremprovokere en reaktion ved at skubbe til mig, har man ikke fattet en skid. For min reaktion er at gå. Hvorfor rense luften, når jeg kan forlade bageriet? Det er en fed følelse. Jeg har fået nok af der her lort, nu skrider jeg. Screw you guys, I'm going home.
Det er ikke hvad dette indlæg handler om.
Det handler om at gå. Bogstaveligt. Den ene ben foran det andet. Og det andet ben foran det første. Æde fortov. Et skridt af gangen. Jeg elsker at gå. Hvor normale menneskers lykkemomenter er blikke, kys og hvad der af følger, er mine alle fodture. De øjeblikke hvor vejr, rute og sindstilstand går op i en højere enhed. Jeg flyver til en by hvor jeg har været 20 gange før, og folk spørger mig hvad jeg laver der. Jeg går. Jeg har ikke en pige i hver en havn, men en gade i hver en metropol.
Jeg køber sko med kvindefrekvens, men har kun enkelte par. For jeg slider dem op.
Som dreng var det bivejene på landet jeg frekventerede. Altid i venstre side. Blandt marker og lærlinge med sømmet i bund. Der var den gang nogen havde smidt et pornoblad i grøften, et fast punkt på ruten de næste par uger. Den gang i regnvejret, hvor en neger tilbød mig et lift. Og der var den smukke sommeraften, hvor jeg mødte hende jeg var vild med i gymnasiet og vi skød genvej langs jernbaneskinnerne.
Mod slutningen af gymnasietiden var jeg alene hjemme stort set hver weekend og natten kom ind i billedet. Med mørket var landevejene udelukkede, men andre muligheder opstod, såsom byens nyanlagte halve golfbane ved månelys. Jeg fyldte atten, flyttede hjemmefra og var nu alene hjemme alle ugens nætter. Stationsbyen var skiftet ud med storbyen, og uendelige nattebelyste jagtmarker åbnede sig.
Jeg elsker natten. Solen og dens fremkaldte sved er væk. Vinden er ofte faldet til ro. Og lokalbefolkningen er stuvet af vejen i deres små boliger. Alt er stille. Jeg er fri til at udforske byen som jeg lyster. Jeg kan stoppe og studere interessante detaljer. Den opmærksomhed trafikken normalt kræver, står til min disposition. Ingen går i vejen eller kigger på mig. Jeg kan gå midt på vejen, hvis jeg har lyst til det. Og det har jeg tit. Jeg er byens konge, dens enerådige hersker. Jeg kan synke ned i fantasier, vende problemer og formulere hundredvis af indlæg, alle langt bedre end hvad jeg smider på denne blok. Jeg er fri. Jeg har fri.
Bare mig, byen og mine tanker.
Natten er en æstetisk nydelse. Gadelygterne antyder mere end de afslører. Særligt seværdige bygninger er ekstra belyste, fremhævende deres skønhed. Byens tårne bemærkes fra uventede vinkler. Jeg bilder mig at jeg ser bylandskabet på en anden, og naturligvis dybere, måde end andre.
Vinteren giver en ny dimension. Sne + by + overskyet skaber et gråt lys uden retning. Så er der dømt skovtur kl. 4 om morgenen. Ren magi og man er behageligt fri for prustende mænd i alt for stramme tights. Forleden nat så jeg en gruppe ænder der på kommando hoppede ned i deres hul i isen, og baskede løs for at holde det frit. Og en ræv, der luskede hjem fra villakvarteret.
Jeg må ud, jeg hører gaden og natten kalde.
I walk these narrow streets
Where a million passing feet have trod before me
Dette indlæg blev oprindeligt udgivet på tv2blog 4/12 2010.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar