First world problems

Forlod arbejdet før tid, og drog ind i byen for at bytte et par gaver. Kort bustur, hurtige skridt i januarkulden og jeg var der inde.

Men i samme øjeblik jeg trådte indenfor blev jeg ramt af shoppinglammelse. Jeg ville bytte, men hvad ville jeg bytte til? Banale spørgsmål om forbrugsgoder blev til store eksistentielle kriser. Jeg var fuldstændig ude af stand til at træffe en beslutning.

Tilgodeseddel og videre til næste butik. Her skulle byttet være uhyre simpelt, men lammelsen var total og jeg opgav hurtigt. Selv ikke et smut omkring en pladepusher kunne få mig i gang. Jeg var færdig. Lammet.

Nu sidder jeg så her. Havde store planer om indlæg og læserbreve, men kan knap nok sætte to ord sammen.

Atlantis

Fra oktober 2010. Kommer næppe nogensinde til at bekrive tv2blog i de vendinger...


Listened to some quiet tunes, finished a bottle of whiskey and agreed that it'd never be as good as before.

Humøret var godt. Jeg havde været social, gæsterne var gået og jeg havde ramt den rigtige åre med musikken. Muligvis var jeg også lidt småsnalret.

Ud på nettet, frit flydende efter associationerne.

Skrøbeligt.

Uforsigtigt ramler jeg ind i fortiden. En søgning bringer mig ind i et fællesskab, der engang var. Igennem et årti var det mit ståsted, mit miljø. Vi var unge, vi var seje, vi var eliten. Indtil det hele bare smuldrede en dag, og mit fællesskab døde fra mig.

Jeg har ledt efter en erstatning, men har kun fundet blege efterligninger.

Der sidder jeg så og stirrer på navne fra en svunden tid. Mennesker der stimulerede mig med ord og vid. Mennesker der stadigvæk lever og ånder, men som ikke længere er i mit liv.

Så rammes jeg af melankolien. Humøret styrtdykker konfronteret med mistet paradis.

En typisk situation for mit aktuelle humør. Grundhumøret er fint, kan jeg retouchere min virkelighed har jeg det glimrende.

Men når fakta slipper igennem mine barrierer, når min situation smækker mig i fjæset, så ramler jeg sammen. Ubetydelige ting udløser, som sommerfuglevinger, reaktioner helt ude af proportion. Eet uheldigt syn og jeg glider på halen ned i mit hul.

Påskesort

Fra førpåsken 2010. Et af mine tidligste indlæg, og første gang opdagede hvor meget det hjælper at putte de negative tanker på skrift. Frygten for at negativiteten vil få overtaget, når jeg slukker for ydre påvirkninger og efterlader mig alene med tankerne, kender jeg stadig. Men problemerne her virker i dag banale. Jeg ved ikke om jeg skal græmme mig over at lade noget/nogen så ligegyldigt få sådan en magt over mig, eller være stolt over at være kommet videre.



Idle hands are the devil's playthings
The devil lives deep down

Er i et hul i dag. Virkeligheden er kommet for tæt på. Tankerne kører. Om fremtiden. Om at Drømmekvinden for altid vil forblive en drøm, at de krummer af varme og opmærksomhed hun har givet mig i virkeligheden bare er høflighed tilsat en smule dårlig samvittighed over alt det jeg har givet hende.

Havde en aftale med gammel ven, men aflyste. Kan ikke overkomme selskab lige nu.

Frygter påsken. Alt for meget tid til tanker. Frygter at gå seng. Ikke på grund af søvnen, søvnen er mit fristed, min ferie fra verden. Nej, det er tiden før søvnen, når jeg ligger alene med mine tanker.

Måske er det derfor så mange vælger at falde i søvn foran fjernsynet?